Mail: info@corhelp.dk   Telefon: 53 885 112

Næseblod

Symptomer & Behandling

Næseblod, eller blodnæse, kan enten opstå spontant eller efter slag og fald, og det er typisk ganske ufarligt. Blødningen vil primært forekomme ud af næsen, men kan også fortsætte ned i svælget. Hvis næseblodet er forårsaget af slag eller brud, er der ofte smerte og ømhed forbundet med blødningen. Ved fejlstilling (altså hvor næsen ikke sidder som den plejer) eller kraftig hævelse af næsen skal du mistænke muligt brud, og derfor tage på skadestuen for yderligere tjek. 


Håndtering af næseblod

Først og fremmest følger du som førstehjælper førstehjælpens 4 hovedpunkter og tager derfor som det første, højde for sikkerheden. Hvis der er sket noget som bringer dig selv, andre eller den tilskadekomne yderligere i fare, så skal du sikre det først. Derefter vurderes personens tilstand.

Lad den tilskadekommen stå eller sidde med fremoverbøjet hoved, så blodet kan løbe ud af næsen. Det giver mindre ubehag, end hvis man bøjer hovedet tilbage, hvor blodet vil løbe ned i svælget.


Stop blødningen

Du kan stoppe blødningen ved at klemme næsen sammen. Klem med to fingre på næsen lige under den hårde del på næseryggen, så du lukker for næsen. Dette skal holdes i ca. 10 min til blødningen er standset. Læg eventuelt en kold klud eller ispose over næsen, da det kan få de små blodkar til at trække sig sammen, og dermed lettere standse blødningen. Man kan også prøve at lægge en isterning i munden, da det får blodkarrene i mund- og næseområdet til at trække sig sammen, og derved mindskes eller ophører blødningen. 

Hvis blødningen ikke er stoppet efter en halv time, søg da læge, vagtlæge eller skadestue for yderligere professionel behandling.

Oplever man gentagne gange spontan næseblod, kan man med fordel besøge egen læge som vil vurdere, hvorvidt der skal laves et simpelt indgreb, der kan stoppe blødningerne.

Større og mindre blødninger vil oftest blive gennemgået på vores førstehjælpskurser, da vi tilpasser det til deltagernes behov. Kontakt os, hvis du vil høre nærmere om et førstehjælpskursus med blødninger som indhold.