CorHelp-logo
Tilmeld kursus

Som hjerteløber gjorde jeg en forskel

Søndag eftermiddag d. 12. juli 2020 lød en høj og gennemtrængende alarm på min telefon. Lyden var genkendelig, og min puls steg omgående! Der var et hjertestop i nærheden, og min Hjerteløber-app var blevet aktiveret. “Kan du løbe?” stod der på displayet, og selvom jeg lige var kommet ud ad badet, så var der brug for min hjælp, og derfor trykkede jeg Ja.

Turen ned med elevatoren fra 11. sal har aldrig taget så lang tid, som det gjorde denne gang. Da jeg kom ned på gaden, blev jeg guidet via appen til den nærmeste hjertestarter, som er præcis 176 meter væk fra min lejlighed. Jeg satte i løb med fuld fart mod hjertestarten. På vejen derhen kunne jeg se, at der fra en tværvej, kom en anden person løbende. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun havde samme formål som jeg.
Da vi kom hen til hjertestarten, var skabet tomt. Vi kiggede på hinanden og jeg tænkte: ”Shit, den mangler”, men i samme øjeblik tænkte jeg også “Godt, for så er den allerede taget med til hjertestoppet”. Vi kiggede derefter på appen og løb hen til hjertestoppet.

Ankomst som hjerteløber

Da vi ankom til lejligheden, så vi en livløs mand ligge på stuegulvet. En paramediciner var allerede ankommet og var begyndt på hjerte-lunge-redningen. Han signalerede til mig, at han ønskede, at jeg overtog, så han kunne påsætte hjertestarteren. Jeg satte mig ned til den livløse krop, lænede mig ind over den, flettede mine fingre og begyndte med de 30 tryk. At trykke på en livløs krop er i første omgang ikke behageligt, men jeg var rolig i situationen, da min træning og erfaring med hjerte-lunge-redning kom mig til gavn.
En tredje hjerteløber overtog hjerte-lunge-redningen efter noget tid. I samme øjeblik kom ambulanceredderne, og der blev ydet mere professionel hjælp. Undervejs kom der stød fra hjertestarteren.

Min rolle blev nu at sørge for de pårørende. Det var mandens kone, som havde ringet 1-1-2, og hun befandt sig stadig i lejligheden. Jeg tog hende ind på et andet værelse og begyndte at berolige hende. Det gjorde jeg med nogle simple redskaber, som man kan bruge, når man yder psykisk førstehjælp. Jeg lyttede til hendes version af situationen. Jeg fortalte, hvad der ville ske, men jeg sagde ikke noget, som jeg ikke kunne love. Jeg passede på hende og sørgede for, at hun havde det godt under omstændighederne.

Overlevelseschancen blev større!

Ved et hjertestop falder overlevelseschancen med 5-10% hvert minut. Med den hjerte-lunge-redning, som vi gav manden samt stødende fra hjertestarteren, så ændrede vi disse procenter markant. Hjertet blev aktivt holdt i gang med vores tryk, og blodet blev iltet med indblæsninger.

Vores samarbejde lykkedes faktisk så godt, at vi på hjertestarteren kunne se, at der så småt kom gang i hjertet igen. Derfor skulle vi have manden op på en båre, så ambulanceredderne kunne køre ham på hospitalet i en fart. Han blev spændt godt fast, for han skulle stå oprejst i elevatoren, da trapperne var for smalle til at båren kunne være der. Samtidig blev alt udstyret fragtet med ned til ambulancen, og efter kort tid var de kørt afsted.

De andre hjerteløbere og jeg gik op i lejligheden igen. Jeg begyndte at smørre en madpakke, som de pårørende kunne tage med på hospitalet. En anden hjerteløber tilbød at køre dem, da de mentalt ikke selv var i stand at køre dertil.
Jeg blev efterfølgende spurgt af en ambulanceredder, om jeg var ok. I situationen var jeg naturligvis påvirket af, hvad der lige var sket, men jeg følte, at jeg gjorde en forskel, hvilket var med til at styrke mig.

Min oplevelse som hjerteløber.

Ja, det var en ubehagelig oplevelse. Ja, jeg har tænkt på det efterfølgende. Og ja, jeg har skulle bearbejde det.
Men jeg har været med til at redde en anden persons liv, og jeg ved at min hjælp gjorde en forskel! Og det overskygger alt det negative omkring det. Jeg vil uden tøven gøre det igen, når den gennemtrægende alarm, måske går af en dag.

– Cecilie Nicolajsen

Hvis du efter at have læst min historie, vil vide mere om det at være hjerteløber, kan du gøre det her: www.hjerteløber.dk, og være med til at gøre en forskel.
Du kan få kompetencerne til livreddende førstehjælp på en af vores kurser.

Skrevet af:

Kommentarer

Flere artikler

Go to Top