CorHelp-logo
Tilmeld kursus

Lauras første hjerteløbermission

Mit navn er Laura, og jeg var ude som hjerteløber.

Inden for det seneste år er interessen for at blive hjerteløbere, steget markant. På vores førstehjælpskurser får vi ekstra mange spørgsmål, når vi fortæller om vores egne erfaringer som hjerteløbere, og vores overvejelser omkring at være det. I dette indlæg har vi spurgt Laura, som har været ude på sin første hjerteløbermission. Vi vil utrolig gerne sige tak til Laura, for at tage sig tid til at svare på et par spørgsmål og ikke mindst en stor tak og respekt for, at du er hjerteløber. Flot løbet!

 

Hej Laura. Vil du ikke starte lidt med at fortælle om dine overvejelser omkring at blive hjerteløber?  Havde du kendskab til førstehjælp inden? 

Jeg har gennem mit liv taget mange førstehjælpskurser. Tidligst igennem spejder, hvor det var på dagsordenen næsten hvert år. Derefter til kørekort. Derefter på mit gymnasie, hvor de havde et specielt fokus på førstehjælp. Derefter var jeg i militæret, hvor jeg havde førstehjælp af to omgange både normal og i udvidet til felten.
Ovenpå alt den førstehjælpserfaring, ville jeg gerne bruge min viden til noget, hvis det kunne gavne andre. Da min roomie en dag snakkede om at, at hun var hjerteløber, tænkte jeg, at det kunne være fedt også at kunne hjælpe. Dog havde jeg endnu ikke mod til at melde mig til. Min anden veninde kom nogle uger efter til mig, og fortalte om sin første hjerteløbermission, og hvordan hendes førstehjælpsviden virkelig havde gjort en forskel. Der fik jeg modet til at melde mig og sætte min teoretiske viden ind til handling.

 

Vil du fortælle, hvad der skete den aften, hvor du fik den første hjerteløberalarm?

Jeg var til familiehygge, og vi var lige startet med at spise. Pludselig ringer alarmen, og jeg løber op og takker ja til missionen. (Jeg tøvede ikke, fordi jeg en gang før har takket nej, og efterfølgende har fortrudt meget, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunne). Min kusine tilbyder at køre, så vi stormer ud i bilen og kører afsted mod den nærmeste hjertestarter. Da vi får fat i hjertestarteren, fulgte vi appen hen til det hus, hvor hjertestoppet fandt sted. Vi får ryddet bordet og sat hjertestarteren op, og får sat elektroderne på patienten. Den anbefaler, at vi ikke skal støde, så jeg starter hjerte-lunge-redning og overtager for en pårørende, som allerede er i gang. Jeg laver hjerte-lunge-redning indtil ambulancen kommer. De overtog, og fik ham på hospitalet. Derefter ved jeg ikke, hvordan det gik personen. Det får man, som hjerteløber, ikke at vide.

 

Hvordan oplevede du dit første løb?

Det var enormt skræmmende, og jeg skulle lige samle mig selv i bilen på vej derhen, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Nu har jeg fået en fornemmelse af hvad, det vil sige at bruge sin førstehjælp i praksis, og på sigt måske redde liv. Jeg havde efter mit løb en masse spørgsmål angående førstehjælp, som jeg gerne ville have svar på, så det var dejligt at kunne tale med en uddannet førstehjælper. Ambulanceredderen gav derudover feedback på min HLR(hjerte-lunge-redning), så jeg ved, hvad jeg skal forbedre til en anden gang. Super fedt.

 

Er du frisk på at trykke “Ja” en anden gang hvor der kunne være brug for det?

Jeg er så frisk. Jeg har tænkt meget over efterfølgende, hvordan jeg kunne effektivisere situationen og min handlinger, så jeg kan yde en endnu bedre førstehjælp og lave et endnu bedre stykke arbejde med hjertestarteren. Men uanset er jeg meget stolt af mig selv.

 

Tusind tak Laura og super flot, at du har taget valget om at blive hjerteløber! Det gør uden tvivl en kæmpe forskel i kampen imod tiden ved et hjertestop. 

Hvis du, efter at have læst om Lauras erfaringer og oplevelser, har nogle spørgsmål omkring det at være hjerteløber, så er du velkommen til at kontakte os. Du kan samtidig læse mere på: www.hjerteløber.dk.

Man skal ikke have et førstehjælpsbevis, for at blive hjerteløber, men det anbefales. På vores førstehjælpskurser lærer man hjerte-lunge-redning og anvendelse af en AED (hjertestarter). Hvis du eller en du kender ønsker et førstehjælpskursus kan vores kurser ses her.  I er også velkomne til at  kontakte os, så kan vi fællesskab sammensætte et kursus til jer.

 

Skrevet af:

Kommentarer

Flere artikler

Go to Top